Copenhagen Crime anbefaler: Mystery Makers

UDFORDRENDE GÅDER OG PUMPENDE ADRENALIN

Mystery Makers fylder den velkendte verden med fortællinger, gåder, og spor. De skaber bevidsthedsudvidende skattejagter, hvor deltagerne interagerer med hinanden. Trin for trin gennemgår de en kreativ, underholdende og lærerig oplevelse.

Mystery Makers - skrivebord

Fotograf: Kim Wendt.

Mandag eftermiddag samlede jeg mit stærkeste gådeløsningshold, og sammen gjorde vi os klar til at blive udfordret i Mystery Makers ”mystiske rum”: The Lab. Mit hold bestod af jeg selv, min kæreste, min niece på 12 og min nevø på 10. Vi blev budt velkommen i kælderen på Hammerensgade 6 af Jonas, der senere skulle vise sig at være en god ven i nøden. Ungerne fik tanket op fra den fremsatte slikskål, og så var vi ellers klar til at løse mysterier og gåder den næste times tid. Jonas fulgte os ned i The Lab og ridsede reglerne for spillet op: Vi havde 60 minutter til at finde nøglen og komme ud af lokalet. Vi måtte ikke flytte på de store ting i rummet – den eneste muskel der er brug for i Mystery Room, er hjernen. Og sidst men ikke mindst blev vi informeret om, at skærmen i hjørnet (hvor der blev talt ned fra 60 minutter) ind i mellem ville give en lyd fra sig og komme med et hint til at få løst gåderne.

Fotograf: Kim Wendt.

Fotograf: Kim Wendt.

Vi blev udstyret med en walkie-talkie, vi kunne kontakte Jonas igennem, hvis vi ikke kunne komme videre. Jonas sad ude bag døren og kunne følge vores mysterieløsning fra de opsatte kameraer i The Lab. På den måde kunne han give os et hint på skærmen, hvis  vi var på vej i den forkerte retning eller simpelthen ikke kunne ”regne den ud”. Jonas måtte hjælpe os en håndfuld gange med humoristiske og snedige hints til, hvordan vi kunne komme videre i spillet.

Sæt i gang!
Vi brugte de første 10 minutter til hver især at gennemsøge rummet, men det gik op for os, at vi blev nødt til at samarbejde, koordinere og kommunikere mere om, hvad vi foretog os. Os to voksne blev vist også revet lidt for meget med til en start og glemte at give plads til børnene. Gåderne var til tider svære at knække, men vi mistede aldrig gejsten. Nedtællingen på skærmen fik adrenalinet til at pumpe, og vi gik alle fire op i at løse mysteriet med liv og sjæl. Med fem minutter igen lykkedes det for de to yngste at finde frem til den afgørende kode (efter de voksne havde regnet forkert – ups). Vi slap helskindede ud af The Lab, hvor Jonas bød på et champagneglas med cola til at skylle succesen ned med.

Fotograf: Kim Wendt.

Fotograf: Kim Wendt.

Fotograf: Kim Wendt.

Fotograf: Kim Wendt.

Mystery Room – The Lab var en spændende, udfordrende og ikke mindst virkelig sjov oplevelse, som vi alle havde siddende i kroppen længe efter. Mysterierummet var snedigt og kompliceret konstrueret, men aldrig så svært at underholdningsværdien dalede. Jonas var en fremragende guide og fabelagtig til at give finurlige hints, der fik os til at trække på smilebåndet.

Den totale krimioplevelse
Mystery Room – The Lab er en krimioplevelse, der læner sig op ad krimiens altoverskyggende fundament: Gåden der skal løses – mysteriet der skal opklares – koden der skal knækkes. Mystery Makers tilbyder også rummet; The Killing Room. I The Killing Room er en seriemorder løs, som har spærret deltagerne inde i sin kælder, for at teste deres instinkt og intelligens. I The Killing Room er sværhedsgraden en tand højere end i The Lab, og krimioplevelsen er med scenariet komplet.

Copenhagen Crime giver deres varmeste anbefaling til krimioplevelsen hos Mystery Makers.

Fotograf: Kim Wendt.

Fotograf: Kim Wendt.

 

Læs mere om Mystery Makers her:
Mystery Makers hjemmeside
Mystery Makers Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *